Vedtægter for Svømmeklubben Frem Odense


1. Navn
Foreningens navn er ”Svømmeklubben Frem” med hjemsted i Odense Kommune.
2. Formål
Klubbens formål er at samle vandsportsinteresserede inden for svømning, vandpolo og udspring
eller andre beslægtede sportsgrene, som naturligt svarer hertil, til sportsligt og socialt samvær, og at
varetage deres fælles interesser uanset alder og ambitionsniveau.
Der skal tilbydes undervisning og træningsmuligheder for såvel begyndere, motionister og elite i
det omfang, som vandfordelingen i svømmehallerne og fordelingen mellem de enkelte sektioner i
klubben muliggør dette.
Talenter skal støttes og udvikles til deltagelse i konkurrencer på det niveau og i det omfang, som
svarer til deres evner og ønsker. Klubben skal dog især søge at give børn og unge under 25 år
mulighed for sportslig virksomhed og kammeratligt samvær i fritiden.
Gennem uddannelse af trænere og ledere skal klubben sikre en kvalificeret ledelse og en positiv
udvikling til fordel for alle.
3. Medlemskab af organisationer
Klubben kan være medlem af forskellige idrætsorganistioner mv.
Klubbens sektioner kan indgå i forpligtende samarbejde med andre klubber og organisationer efter
bestyrelsens beslutning. Ændringer i foreningens medlemskab af organisationer skal efterfølgende
godkendes af en generalforsamling.
4. Optagelse af medlemmer - udmeldelse og eksklusion
Som aktivt medlem kan enhver person, der opfylder DIFs amatør- og ordensregler, optages.
Indmeldelse og registrering sker efter bestyrelsens anvisning. Optagelse af umyndige medlemmer
kræver samtykke fra forældre eller værge.
Som passivt medlem kan enhver person eller organisation, som ønsker at støtte svømmeklubben
med sit medlemskab, optages. Ved indmeldelsen skal medlemmet gøres bekendt med sine
rettigheder og pligter i henhold til klubbens vedtægter.
Optagelse kan nægtes, når særlige grunde taler herfor, og medlemmer kan ekskluderes, når de ved
ord eller handling har skadet klubben eller dens anseelse. Sådanne afgørelser skal vedtages af en
samlet bestyrelse. Personer som nægtes optagelse eller ekskluderes af ovennævnte grunde kan efter
ønske anke bestyrelsens afgørelse til førstkommende ordinære generalforsamling.
Udmeldelse skal ske skriftligt med mindst 1 måneds varsel til en kontingentperiodes udløb og er
først gyldig, når skyldigt kontingent er betalt.
Bestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer.
5. Kontingent
Ved indmeldelse i svømmeklubben betales et indmeldelsesgebyr, som fastsættes af
generalforsamlingen. I tilfælde af udelukkelse efter kontingentrestance betales ved genindmeldelse
nyt indmeldelsesgebyr sammen med det skyldige kontingentbeløb.

Opdateret på årlig generalforsamling 23.03.2023

Svømmeklubbens kontingent fastsættes for et år af gangen på den årlige generalforsamling under
fremlæggelse af budget. Kontingentet opkræves halvårligt forud, for aktive medlemmer og for
passive medlemmer helårsvis forud.
Udmeldelse skal ske skriftlig ved sæsonafslutning eller pr. 31. december.
I tilfælde af udmeldelse midt i kontigentperioden ydes ingen tilbagebetaling.
Kontingentet kan differentieres for sektionerne, aktiviteter og for forskellige alders- og
befolkningsgrupper, ligesom der kan vedtages rabatordninger for familier, firmaer eller andre
foreninger.
I tilfælde af kontingentrestance ud over 2 måneder kan et medlem efter 14 dages skriftligt varsel
ekskluderes.
Bestyrelsesmedlemmer er defineret som kontingentfrie medlemmer af svømmeklubben.
Æresmedlemmer er kontingentfrie.
6. Medlemsrettigheder og -pligter
Et medlem har ret til selv at vælge på hvilket niveau vedkommende vil deltage i sektionernes
aktiviteter, og ingen kan på grund heraf udelukkes fra det sociale samvær i klubben.
I konkurrencesituationer er det træners og leders ret at foretage udvælgelse og udelukkelse.
Æresmedlemmer og passive medlemmer har ret til at deltage som aktive, i det omfang
træningsforholdene tillader dette og efter bestyrelsens nærmere bestemmelse.
Alle medlemmer har pligt til at overholde foreningens love og skal indordne sig under den
ansvarlige leders eller træners anvisninger under alle træningsforhold, stævner og rejser. Ligeledes
skal ordensregler og anvisninger fra personalet på træningssteder eller i mødelokaler følges.
Bestyrelsen kan fastsætte regler om brug af særlige dragter ved konkurrencer mv.
7. Bestyrelsen og sektionsledelsernes opgaver
Svømmeklubben ledes af en bestyrelse, som træffer afgørelse i klubbens økonomiske og
administrative forhold. Bestyrelsens medlemmer kan ikke gøres personligt ansvarlige for
foreningens økonomiske forpligtelser.
Bestyrelsen er bemyndiget til
· At udpege en eller flere personer til enten alene eller i fællesskab at kunne disponere over
foreningens formue.
· At udpege en eller flere personer til alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens
midler via elektroniske bankprodukter.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen og kan kun vælges blandt svømmeklubbens
betalende, myndige medlemmer samt blandt medlemmernes forældre og værger. Passive
medlemmer kan ikke vælges.
Bestyrelsen består af de valgte medlemmer: formand, næstformand, kasserer, samt op til to
personer fra ledelsen for hver af sektionerne: svømmeskole, svømning, vandpolo og udspring, jvf.
punkt 10 i vedtægterne. Der er derudover mulighed for valg af sekretær til bestyrelsen, der er
ansvarlig for mødereferater.
Der afholdes mindst ét bestyrelsesmøde hvert kvartal og i øvrigt efter behov.


Bestyrelsen er beslutningsdygtig når, bestyrelsesmødet er indkaldt efter forretningsordenen, og når
mindst halvdelen af de valgte medlemmer er mødt. Der føres referat over bestyrelsens arbejde og
møder.
Formanden leder bestyrelsens arbejde og klubben udadtil.
Næstformanden leder sammen med formanden bestyrelsens arbejde og klubben indadtil.
Kassereren fører sektionernes og klubbens samlede driftsregnskab og status, og har sammen med
bestyrelsen ansvaret for klubbens medlemskartotek og kontingentopkrævning. Kassereren
indkasserer foreningens indtægter og betaler de, af bestyrelsen og sektionslederne, godkendte
regninger.
Medlemskartotek og kontingentopkrævning kan under bestyrelsens ansvar være uddelegeret til en
af bestyrelsen godkendt administrator.
Bestyrelsens arbejde er ulønnet. Dog kan bestyrelsen vælge at honorere formand, kasserer og
administrator. Særlige opgaver kan efter bestyrelsens beslutning også honoreres.
Bestyrelsen og sektionsledelserne bestemmer selv sin forretningsorden.
Til bestyrelsen og til hver sektion kan på generalforsamlingen hvert år vælges en eller flere
suppleanter. Suppleanterne deltager ikke i det daglige bestyrelsesarbejde, men kan deltage efter
behov og indtræde i bestyrelsen hvis et bestyrelsesmedlem trækker sig i utide.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.
Sektionernes drift er underlagt bestyrelsens ansvar.
Sektionerne vælger selv ledere og assistenter til særlige opgaver i sektionerne.
8. Regnskab
Svømmeklubbens regnskab følger kalenderåret. Regnskab og budget opdeles i fælleskonti og
sektionsopdelte konti, og der udarbejdes kvartalsopgørelser. Ved overskridelser i forhold til det
godkendte budget, skal bestyrelsen træffe afgørelse om de videre dispositioner og skal om
nødvendigt indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Driftsregnskab og status skal efter ønske være til bestyrelsens og medlemmernes disposition senest
14 dage før den ordinære generalforsamling, hvor det med revisorernes påtegning, jvf. gældende
lovgivning, fremlægges til godkendelse eller decharge.
9. Revision
Foreningen har 2 revisorer, hver valgt for en periode af 2 år med forskudt valgperiode, således at
der vælges 1 revisor hvert år. Ligeledes vælges hvert år 1 revisorsuppleant. Revisorerne må ikke
være medlemmer af svømmeklubbens bestyrelse. Revisorerne skal hvert år inden
generalforsamlingen revidere det samlede regnskab og kontrollere at beholdningerne er tilstede,
men har adgang hertil på enhver tid af året.
10. Ordinær generalforsamling
Den ordinære generalforsamling er svømmeklubbens øverste myndighed. Den afholdes hvert år
inden udgangen af marts måned og indkaldes med angivelse af dagsorden med mindst 14 dages
varsel ved annoncering på klubbens hjemmeside samt direkte e-mail til klubbens medlemmer
gennem klubsystemet.


Årsberetning skal foreligge til udlevering samtidigt med indkaldelsen.
Forslag, herunder vedtægtsændringsforslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal
være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Der kan på
generalforsamlingen fremsættes ændringsforslag til de indkomne forslag.
Dagsordenen skal omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af dagsorden
3. Bestyrelsens og sektionernes beretning for det forløbne år
4. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse
5. Fremlæggelse af budget og kontingentforslag for det kommende år
6. Indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse:
Formand (ulige år)
Næstformand (lige år)
Kasserer (lige år)
Sekretær (lige år)
Svømmeskolen, teknisk leder (lige år)
Undervisningsleder (ulige år)
Svømmesektion, teknisk leder (ulige år)
Svømmeleder - (lige år)
Vandpolosektion, teknisk leder (lige år)
vandpololeder (ulige år)
Udspringssektion, teknisk leder (ulige år)
udspringsleder (lige år)
8. Valg af suppleanter
Bestyrelsessuppleant (hvert år)
Sektionssuppleant, svømning (hvert år)
Sektionssuppleant, svømmeskole (hvert år)
Sektionssuppleant, vandpolo (hvert år)
Sektionssuppleant, udspring (hvert år)
9. Valg af revisorer
Revisor 1 (ulige år)
Revisor 2 (lige år)
Revisorsuppleant (hvert år)
10. Øvrige valg
Ekstra ledere kan vælges hvert år
11. Nedsættelse af udvalg under generalforsamlingen
12. Eventuelt
Andre punkter kan optages på dagsordenen, når dette er bekendtgjort ved indkaldelsen til
generalforsamlingen.
Generalforsamlingen ledes af en myndig dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Dirigenten kan vælges også udenfor svømmeklubbens medlemskreds. Alle bestyrelsesmedlemmer
skal være myndige.
Alle fremmødte medlemmer, der er fyldt 15 år, har stemmeret ved generalforsamlingen. For


medlemmer, der ikke er fyldt 15 år, kan en fremmødt forælder eller værge overtage stemmeretten
på medlemmets vegne (medlemmet behøver ikke at være til stede). Den fremmødte forælder eller
værge kan maksimalt afgive et antal stemmer svarende til familiens indmeldte børn, der endnu ikke
er fyldt 15 år + egen stemme (det sidste under forudsætning af, at forælderen eller værgen er
medlem af klubben). Stemmeretten for hvert enkelt barn under 15 år kan kun overdrages til een af
forældrene.
En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, og alle
valg afgøres ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning efter
dirigentens afgørelse. Ved fortsat stemmelighed bortfalder forslaget.
Ved alle personlige valg, hvor der er foreslået flere kandidater end der er pladser, skal afstemning
foregå skriftligt. Ved andre sager skal afstemning foregå skriftligt, såfremt blot et stemmeberettiget
medlem ønsker dette. Stemmeoptællingsudvalg kan udpeges af dirigenten.
11. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når et flertal i den siddende bestyrelsen skønner det
nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/4 af medlemmerne skriftligt forlanger dette.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes herudover på samme betingelser som ordinær
generalforsamling med angivelse af dagsorden.
12. Opløsning
Svømmeklubben Frem kan kun opløses, efter at dette er vedtaget på en ordinær generalforsamling,
hvorefter der senest 3 uger efter indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med dette ene
punkt på dagsordenen. Opløsning af svømmeklubben kan herefter kun ske, hvis mindst to tredjedele
af de fremmødte stemmer herfor.
Eventuelle midler skal ved opløsning af Svømmeklubben Frem gå til formål i overensstemmelse
med den til enhver tid gældende lovgivning. Klubbens midler skal gå til foreninger eller
sammenslutninger, der udfører børne- eller ungdomsarbejde i Odense. Den opløsende
generalforsamling træffer beslutninger herom efter indstilling fra bestyrelsen.
- - -
Således vedtaget og ændret på generalforsamlingen den 30. april 1991 til ikrafttrædelse den 31.
december 1991.
Revideret 11. februar 1993
Revideret 10. februar 1994
Revideret 09. februar 1995
Revideret 13. februar 1997
Revideret 17. februar 2000
Revideret 30. maj 2002
Revideret 27. februar 2003
Revideret 17. februar 2005
Revideret 25. marts 2012
Revideret 27. marts 2014
Revideret 9. marts 2017

Sponsorer


Kalender
Besøg vores side
Svømmeklubben FREM Odense | Stadionvej 50 A | 5200 Odense V | Tlf.: +45 24 24 37 48 | administrator@frem-odense.dk